TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Bygningens morfologi – eller: Sæt Gud ikke foretrækker gotik!

                                                                            Man kan sige, at enhver ny kirke i en ny stil er et forsøg. Uden risikoen for mislykkede forsøg er der ingen skabelse. Måske vil man engang i fremtiden pege tilbage på mange mislykkede forsøg, men også på det vældige, der lykkedes: Triumfen over det uærlige, over det umiddelbare, det ængsteligt konservative. Det nye kirkebyggeri er en åndens sejr, den skabende menneskeånds og den Gudsånds, der bryder ind i vores svaghed.
                                               Paul Tillich, 1961, s. 26.

Selv med risiko for at det kan opfattes som et lidt perfidt bidrag til den standende debat om forholdet mellem stat og kirke og især den dybe uenighed inden for folkekirken om ønskværdigheden af et overordnet selvstyrende organ (synode-diskussionen), er det alligevel fristende at hævde, at fraværet af et besluttende eller "bare" parlamentarisk debatterende kirkeråd har sparet os fra at skulle have stillet op til et par gevaldige sluge-kameler-gilder. Der er vel nemlig ingen overbevisende grund til at tro, at vi i Danmark for mellem 100 og 150 år siden ville have forholdt os mindre bagstræberiske eller mere fremsynede, end man gjorde på den ene synode og kirkedag efter den anden hos de lutherske kirker i Tyskland op gennem sidste halvdel af 1800-tallet og frem til 1. Verdenskrig.
    Det bør ganske vist indskydes, dels at tyskerne tilsyneladende længe inden os herhjemme fik taget hul på en principiel overvejelse af, om og i givet fald hvordan en luthersk kirke bør være forskellig fra en katolsk, dels at man som resultat af sine drøftelser fandt frem til mange tankevækkende og fremadrettede anvisninger. Desuagtet kommer der et skær af ufrivillig komik over de højstemte resolutioner, når man fx i det såkaldte Eisenacher Regulativ fra 1861 alligevel ender med i det store og hele at "beslutte" at bygge som man havde gjort siden senmiddelalderen! Helt uimodståelig er den herostratisk berømte erklæring om, at sammensmeltningen af den romerske basilika og den tyske højgotik er den mest passende form til en kristen kirke.
   Der gik da også kun tredive år, inden man i 1891 med Wiesbadener Program voterede helt anderledes end det tidligere regulativ, ja, faktisk gik man så langt i stik modsat retning, at principperne måske mere lignede en beskrivelse af det reformerte kirkerum. I et historisk perspektiv lader det lutherske kirkerum sig ellers forstå som en slags balancegang mellem det katolske og det reformert-puritanske. Dog er det interessant at bemærke, at de tyske lutheranere just i disse tidlige 1890'ere vedtog forslag, der skulle vise sig at være en generation eller to forud for deres tid: alteret burde placeres i menighedens midte, og selve bygningen skulle ikke være bekostelig og prangende, men passe ydmygt ind i kvarteret og være anvendelig for menigheden til andet end højmesse brug!
   Som et sidste eksempel på paraden af "kameler", der skulle sluges, være nævnt, at da de tyske kirker efter 2. Verdenskrigs massive ødelæggelser skulle genopbygges/erstattes, vedtog man i 1951 et Rummelsberger Program, der på rigtig mange måder udgjorde en slags blueprint for det enorme genopretningsarbejde, som rent faktisk blev udført til langt ind i 1970'erne. På den ene side udmærkede programmet sig ved modet til at fastslå, at der ikke gives en særlig kristen byggestil, men at enhver tid og sted må finde sit eget udtryk; men på den anden side holdt man nærmest lidt desperat fast i anbefalingen af rektanglet med det længdeaksedominerede rum (kan det monstro fortolkes som en refleksagtig modreaktion imod udviklingen inden for den katolske kirke, som på samme tid gik mere og mere ind for centralrummet?!). Endelig slog man – akkurat mens mørtelen var ved at skulle blandes på bjerget i Ronchamp i forbindelse med byggeriet af Le Corbusiers valfartskapel, Notre Dame du Haut – et kraftigt slag med halen ved at ytre afstandtagen fra brug af kunststoffer – som fx beton (i hvert fald, som man understregede, til opbygning af alteret og andet liturgisk vigtigt inventar).
   For fuldstændighedens skyld være noteret, at i tyskernes seneste fælleserklæring, Wolfenbütteler Emphelungen fra 1991, fordrer man "kun" arkitektonisk kvalitet, dvs. uden at nævne et ord om ydre eller indre form. I sig selv dog en sigende tavshed, der peger på, at traditionens tunge åg omsider er blevet et non-issue, og at man i stedet flot kan anbefale, at kirkebyggeriet generelt bør formes og indrettes nutidigt, for dermed at bevidne menighedens møde med den levende Gud (afsnit 2).

Hvis der ikke findes en guddommelig befaling om spidse buer, stræbepiller og korshvælv, er arkitekterne i sandhed på Herrens mark, hvis og når de ikke er tilfredse med at efterligne forfædrenes byggestil.

Hvordan beskrive en kirke?
Hvordan ser en kirke ud, når den ikke skal ligne en ærkedansk landsbykirke eller en mini-udgave af en oldkirkelig basilika eller højmiddelalderlig katedral? Uden at det skal misforstås som en overdrivelse af bruddet med fortiden eller som en underforstået påstand om, at de moderne kirkers arkitekter skabte deres former ex nihilo, er beskrivelserne i denne hjemmesides sammenhæng pålagt den begrænsning ikke at kunne benytte sig af gængse stiltermer som romansk, gotisk, (ny)klassicisme osv.

I stedet anvendes to så nærmest diametralt modsatte måder at beskrive kirkerne på (geometrisk hhv. metaforisk), at de gerne skulle supplere og opveje hinandens ensidighed. Hvor den ene kategorisering drister sig til at sætte billeder på kirkernes form, forsøger den anden så vidt muligt at holde sig alene til objektive flader og figurer.

For begge beskrivelser gælder – og det i ganske bogstaveligste forstand – at de afhænger af synsvinklen. En pyramide ligner en pyramide mere eller mindre hele vejen rundt; men når fx en kirke her karakteriseres vha. trekanten, gælder det oftest kun, når bygningen ses fra siden, hvorimod den forfra kan fremstå som en kube og bagfra som den ene halvdel af et mægtigt sadeltag.
   Der kan imidlertid anvendes to tommelfingerregler: Hvilken form er den dominerende, eller hvordan er den side, der vender ud mod ”offentligheden”, typisk tilkørslen?